Introprojekt – Stop-motion

Processen på projektet

Med storyboardene som reference, gik vi i gang med at skabe prototyper. Vi formede figurer og rekvisitter, der skulle bruges i vores film. Jeg synes, at den kreative proces gik rigtig godt. Vi fik skabt en masse rekvisitter, som hjalp med at gøre vores film mere levende. Blandt andet lavede vi skibriller med ståltråd, ski af gammel mademballage, en 3D-pist og et tegnede ski-landskab, som vi printede ud og brugte som baggrund.

Vi begyndte at optage vores stop motion-film og fandt hurtigt ud af, at figurer og rekvisitter kun skulle rykkes meget lidt for at skabe en sammenhængende film. Vi endte med at måtte starte forfra tre gange. 

Første gang havde vi ikke helt styr på optagelsesteknikken. 
De næste to gange var der problemer med lyset, og vi fandt ud af, hvor meget det betyder for både filmens kvalitet og billedets udtryk. Derfor måtte vi flytte hele sættet og begynde forfra endnu en gang.

Vi kom en smule bagud i tidsplanen, og efter den sidste scene var optaget, besluttede vi os for at gemme redigeringen til dagen efter. Alligevel valgte jeg at redigere filmen senere på dagen, da jeg havde en fornemmelse af, at opgaven ville tage længere tid end planlagt. Jeg importerede billederne til CapCut, hvor jeg opdelte scenerne, justerede billederne, valgte billedhastighed og tilføjede musik, lydeffekter, og dialog.

Dagen efter mødtes vi i gruppen for at finjustere de sidste detaljer. Vi rettede lidt eksisterende lydeffekter og optog nye, egne lydeffekter og dialog. Samtidig brainstormede vi ideer til filmens titel og blev enige om, at den skulle hedde ‘Under Skimasken’.

Refleksion

Vi kom godt fra start og havde mange gode idéer til filmens handling. Dog synes jeg, vi gik for hurtigt i gang med storyboardet. Da vi skulle se på vores storyboards, var det hele meget blandet, og det skabte mere forvirring end gavn for mig. Vi havde så mange tanker og ideer om, hvordan scenerne skulle udspille sig, men ingen af os ville rigtig tage en beslutning om, hvilke vi skulle bruge.

Den kreative proces forløb godt – vi var alle gode til at bidrage med at skabe figurer og rekvisitter. Måske blev det lidt for hyggeligt, for vi kom i hvert fald for sent i gang med selve filmoptagelsen. Under optagelserne og den efterfølgende redigering kom der løbende nye ideer til scener og justeringer af rekvisitterne. Jeg fandt det personligt en smule udfordrende – jeg mener, at det ville have skabt et bedre overblik og en lettere proces, hvis vi havde holdt os til den oprindelige plan i optagelsesfasen, især fordi vi havde begrænset tid.

Selvom vi ikke vandt nogen pris, var det helt okay, for vi var oppe imod mange rigtig gode film. Det var en god og hyggelig oplevelse hele vejen igennem. Det mest givende var, at vi fik tid til at lære vores medstuderende at kende og arbejde sammen om opgaven, selvom slutproduktet kunne have været bedre.